New Deal

Digitale kompetencer og erfaringer

Fokus er godt – når det er rigtigt.

with one comment

En af dagens mest symbolske udtalelser kommer fra den norske direktør for den danske mediekoncern Aller: “Vi skal nok komme med på nye platforme, den dag der er nogen, der kan bevise, at det kan betale sig”. Det uddyber han med sætningen: “Jamen, ingen tjener jo penge på iPad”. Disse to udtalelser viser en masse om hvordan vi mennesker tænker. Særdeles når det kommer til den naturlige udvikling og den nærmeste fremtid.

Vi er hundredemetermestre i at blive i den nærværende kontekst. Vi tænker ikke verden udefra, men indefra. Helt kynisk og objektivt er påstanden om, at ingen har tjent penge på iPad jo fuldstændig rasende forkert. Hvis man spørger finske Rovio, der er et spiludviklingshus, primært kendt for at have udviklet og markedsført spillet Angry Birds, får man nok en anden vinkel. Med 50 millioner downloads i alt, hvor 12 millioner er gennem Apples app-store, kan man godt formode, at de godt 100.000 USD, der blev brugt til udvikling af Angry Birds er hjemme igen. Sammen med et overskud.

Men det er selvfølgelig ikke ugeblade, som vi kender dem. Det er spil. Ja, faktisk er det ikke engang et spil, som vi definerede dem for bare to år siden. Dette er et (let udvidet) casual game, som er en afart af computerspil, som i dag står for en væsentlig del af omsætning og buzz i spilbranchen. Hvis spilbranchen havde defineret sig på samme sløve måde, som kendetegner ugebladsbranchen, havde den gået glip af omsætningen på iPhone og iPad. Det gør den ikke – tværtimod. Spilbranchen omfavner den nye virkelighed og elsker med den.

Ugeblade står ingen steder i skabelsesberetningen. Det er ikke bestemt af Gud, at ugeblade skal eksistere. Der er heller ingen steder i den danske grundlov, hvor der står beskrevet, at det er en ret at udkomme på papir og blive solgt fra kiosker ved banegårde og ugeblade skal henligge hos frisører. Men det er helt og aldeles korrekt, at dem der gør netop det ikke har tjent nogle penge på iPad. Og mit personlige gæt er, at det kommer de heller ikke til foreløbigt.

For øvelsens skyld, kunne det være sjovt at betragte et ugeblad, som et spil. Og herregud – lad os bare tage papiret ind i ligningen. Hvad sker der, hvis man – lissom vi gør med store fodboldturneringer og Tour De France – kan sammensætte vores hold af kendte, spille på deres positive værdi, som på aktier og se resultatet i Se & Hør i næste uge. Altså sætte vores kendtheds-hold, satse og spille mod vores venner? Hvad nu hvis min datters hold af kendte: Johnny Depp, Natasja, Alishia Keys og Damian Marley skulle op mod mit hold af Sia, Gill Scott-Heron, Aloe Blacc og Bobby Womack? Hvem scorer de fleste positive historier på Se & Hørs sider i næste nummer? Hvem tjener flest point, som kan veksles til nye stjerner? Hvem laver skandaler, der koster point og skal ud af porteføljen? Og hvilke hold – det jeg har med min familie eller det jeg har med mine kolleger, bliver højest placeret i klassementet?

Jeg aner ikke om det ville være fedt eller ej. Aner ikke om brugerne vil betale kr. 6,- eller kr. 12,- for at installere en DreamStars-app og det er også ligegyldigt. Det vigtigste er at vi, et kort øjeblik, har forsøgt at udvikle noget på andre præmisser. Noget der er lidt mere egnet til nettet og den brugerinddragelse, som er sværere at gennemføre på døde, flade træer med blæk på.

Udover at se verden fra den kontekst vi står midt i, så siger udtalelsen også en del om et andet problem med vores tankesæt. Nemlig at vi har tendens til at fokusere på det forkerte når vi betragter udfordringer og udvikling. Der går stadig stenaldermand i den. Vi ænser et problem, råber “Arghrgh!” og begynder at panikke, inden vi registrerer om det virkelig er en sabeltiger eller bare naboen på vej gennem hækken med to øller.

Det gælder også mediehuse. Midt i panikken glemmer vi at stille de helt banale spørgsmål. Hvad nu hvis det er den journalistiske skole og formidling, der er den virkelige akilleshæl? Vi skriver stadig artikler, der er baseret på det faktum, at det vigtigste skulle først, hvis nu telegrafen skulle bryde ned midt i transmissionen. Ingen har virkelig udviklet essensen af journalistikken eller dens selvopfattelse siden Henrik Cavling var rejsende reporter i 1880erne og senere chefredigerede Politiken. Ingen.

Og den klarede faktisk skiftet til både radio og tv fordi vi fastholdt en sikker ting. Journalistik = avis. Radioavisen og TV-avisen er klare og faste symboler på det. Bare se navnet. Det kan man bare ikke digitalt, fordi der indlejret i det digitale ligger en folkeret til at producere og publicere, som i bedste fald bare drukner de etablerede medier i stofmængde – og i værste overgår dem i formidling.

Det er helt naturligt, at det gør ondt – ind i mellem sine blod og snot-historier, at skulle forholde sig til, at kongen af gossip hedder Perez Hilton og ejer internettet. Eller i det mindste forstår internettet. Han har 4 millioner daglige sidevisninger og tager USD 54.000,- for den dyreste forsidereklame og USD 2.700,- for den billigste side tre reklame. Om ugen. Perez Hilton – eller Mario Lavandeira, som hans rigtige navn er – skriver i gennemsnit 24 indlæg om dagen og nogle dage helt op til 40. Og det er vel ikke helt ved siden af hvad Se & Hør udgiver.

Så der er beviset, man kan tjene penge på de “nye” platforme – så mangler vi bare at Aller kommer på.

Advertisements

Written by Patrick Damsted

februar 15, 2011 hos 6:54 pm

En kommentar

Subscribe to comments with RSS.

  1. Godt skrevet!
    Kunne godt forestille mig at vi ser nogle “aviser” og udeblade skride i svinget i løbet af det her årti.

    Simon

    februar 16, 2011 at 5:20 am


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: