Vores knappe evner udi overflod
Der findes ikke en over 30 i dette land, som ikke til uendelighed har set Thomas Nielsen, rørt, stå på talerstolen og sige farvel til sin livsgerning i LO, med ordene: “Vi har sejret ad helvede til” – og så en lille pause, hvorefter han afslutter sætningen med ordet: “godt”. Han er selv gået fra at forme støbejernsforme, med alt hvad det indebærer af brandsår og rasende varme arbejdsforhold til at være formand for den stærkeste arbejdstagerorganisation. Han er gået fra et liv præget af arbejderens knaphed på penge og tid til formandens overflod af begge. Men arbejderne er vokset sammen med ham. De har fået mere sikre arbejdsforhold, fritid og adgang til et velfærdssamfund med køleskabe, fjernsynsapparater, ferierejser og alt hvad det indebærer.
På den måde er Thomas Nielsens et glimrende billede på et væsentligt skift i vores samfund. Et skift, der basalt set udfordrer alt, som vi er kodet, udviklet og porgrammeret til: nemlig at mestre knaphed. Når vores tidlige forfædre i Afrika kiggede på deres korte og intense liv, var det i en evig samlen og jagen og som har fulgt os og følger os. Men vi skal ikke længere mestre knaphed – vi skal mestre overflod. Det er et radikalt skift og vi er ikke særlig gode til det endnu.
Nutidsmennesket kan sagtens æde sig ihjel, arbejde sig ihjel, køre sig ihjel, drikke sig ihjel, ryge sig ihjel eller tænke sig halvdød. Det er det mindste problem. Dem vi sætter på ugebladenes piedestaler er ikke længere dem som har rigeligt – for det har vi alle, men dem som kan administrere rigeligheden. Stjernerne er dem, der kan balancere et liv mellem børn, arbejde, god vin, lækker mad og stadig ikke veje mere end det anbefalede og ikke være mere stressede end at kunne leve uden et dagligt rødvinsfix. Hvorfor? Fordi det er svært.
Fremtidens Caroline Wozniackier er de mennesker, der kæmper mod den drift, der med nutidens muligheder har kræfterne til at drive os i døden. Nemlig vores egen genetiske kodning. Kroppen vil gerne have kalorier og vil gerne lagre dem til senere. Det var supereffektivt før. Nu ville en tjenstvillig og effektiv krop vide at den havde adgang til et nærmest uendeligt antal kalorier og derfor skille sig løbende af med de overflødige. Men sådan er vi ikke bygget. Vi er bygget og tænker stadig, som mennesker, der skal operere og mestre knaphed. Derfor er det svært at mestre overflod, derfor ser vi op til dem der kan.
Viden
På en måde er en søgemaskine frygtelig gammeldags i sin natur. Du taster emnet ind og den giver dig alle de sider fra internettet, der indeholder noget om det ord du skrev i søgefeltet. Hvis du skriver “reservedele”, kan du være sikker på at få en slimet grød af svar, der henter sine informationer mellem alt fra biler til symaskiner til falske kropsdele. Derfor konkurrerer søgemaskinerne i dag på relevans. Hvem kan give det mest relevante svar på den søgning, der blev afgivet. Nogle organiserer, der svar på hvem, der linker til den enkelte side og dermed hvilken rang den kan få. Andre organiserer sig ved at indeksere viden i temaer og forsøger at give svar på spørgsmål. Men uanset, så handler det om at forsøge at få en ældgammel tanke fra arkivkortets tid til at fungere i en verden, der hver dag publicerer mere viden end vi gjorde i ethvert årti i sidste århundrede.
Når vi ser på viden med knaphedsbriller, får vi et billede af hvordan man skal håndtere publiceret viden og information. Hvis vi tager det store overflodsbriller på, ender billedet med at være anderledes. I knaphedens verden er det svært at udgive og derfor skal hver enkel publikation være store tanker, der er præcise og dobbelttjekkede. Vi kan ikke spilde vores knappe trykmaskiners tid, papirets pris og distributionens begrænsede kapacitet på hvad som helst. I overflodens verden kan enhver udgive til enhver tid og intet behøver være set af andre eller bevæge sig gennem hverken en knap redaktion, produktion eller distribution. Derfor knokler de klogeste af søgemaskinerne med at skabe mening for den der søger, mere end at indeksere alt hvad der findes – for der er for det meste rigeligt.
Den store forskel er lille
Hvis vi behandler overfloden på samme måde som knapheden, ender vi som manden, der sidder på en tømmerflåde midt på havet og længes efter ferskvand. Han har saltvand og han har solens stråler, så det er en relativ nem proces at gøre vandet ferskt. Men det kræver at han ved hvordan og kan. Det samme gør sig gældende i konstant flere af livets aspekter. Vi er måske det seneste og klogeste skud på menneskestammen, men vi er stadig udstyret med en kodning i krop og sjæl, der beder os leve, som var tiderne knappe. Og med god grund. For overfloden er kommet som en syndflod. Min farmor levede gennem to verdenskrige og oplevede knaphed på alt, til langt op i halvtredserne. Hendes forældre levede i en verden uden penicillin, hvor det var nødvendigt at få 15 børn, hvis man ville klare sig som gammel. Og ja – der findes stadig masser af mennesker på kloden, der lever i lignende eller langt værre forhold. Ifølge FN er 850 millioner mennesker underernæret. Men det er samtidig med at den indiske filosof og økonom Amartya Kumar Sen, kan få en nobelpris for at påvise, at de ikke sulter på grund af mangel på mad i verden, men fordi vi er elendige til at distribuere den.
Vi er, sat på spidsen, frygteligt dårlige til at styre overflod fordi vi vores tankesæt stadig er knaphed.
