Den nye verden
Der sad vi så – mig og mine radiokolleger, da vi var ganske unge og lyttede til radio. Vi blev overvældet af Kims ordstrøm og Giro 413s klassikere. Det bandt os sammen i et fællesskab, der senere fik os indlemmet i fællesskabet af radioværter, men endnu mere var det radiomediet, der åbnede verden for os. Befolket af stemmer, der filtrerede og forbandt verden – og videreformidlede den i en lytbar form. Det var ren mening, for det meste.
Vi sad i samme situation som vores forældre og deres forældre. De havde lyttet til Luxembourg, Mylius og Mercur. Deres forældre til BBC fra London og deres forældre havde læst avis. I min ungdom skiftede vi til tv for at få verden bragt til os. Men ikke uden at beholde radioen. I deres livstid skiftede vi fra avis til radio – men uden at miste avisen. Mine børn ser tv og bruger Internettet. Det er deres medier. Befolket af mennesker, der formidler deres verdenssyn og dermed åbner verden for dem. Når jeg går i seng sidder min ældste datter med sin computer og mobil og interagerer med verden. Men med en væsentligt forskel. Hvor jeg aftastede verden gennem radioen, pinger hun den og får et ekko tilbage.
Hun er ikke meget for medier, der kræver aktiveringen af et yderligere medie for at interagere. Aviser, radio og tv er ikke de foretrukne medier. Hun forventer at kunne interagere og skabe med. Hun forventer ikke at skulle forestille eller forstille sig. Generation Y, som er de der er født mellem 1976 og 2001 (i et bredt spekter, der egentlig ikke giver mening – for denne generation er mere et værdifællesskab baseret på forventning og adfærd end alder) er online. Ikke ved at være tilkoblet nettet, men i deres krybdyrhjerner og bevidsthed.
Når man er online forventer man at blive mødt – ikke at skulle aftaste.
Man forventer umiddelbar respons – ikke at skulle vente.
Og man forventer at kunne interagere – ikke at blive indskrænket til kun at kunne modtage.
Den forventning gennemsyrer hele vores oplevelsesrum på de nye medier. Og dermed angriber og eroderer det selvfølgelig også alle vores gammelkendte medier. For hvordan skulle vi kunne skrue tiden tilbage og indgå i et gammel “styresystem” når vi tager en avis eller tænder for tv og radio? Det kan vi ikke. det amerikanske netværk NBC kørte engang en række indrykninger, der skulle vise tvs styrke. “Hvis du ikke havde et tv, hvor ville du så stille sofaen?”, skrev de, i et hårdt (og dengang sandfærdigt) bevis på den fællesskabsopbygning, som tv skabte. TV forandrede for evigt vores opfattelse af verden, vores bevidsthed om jordens økologi (jorden set fra månen og udsendt på tv gav os idéen om den lille klode i det store verdensrum – og dermed en mere klædelig postindustriel menneskelig ydmyghed) og indretningen af vores stuer.
I dag kunne online sagtens køre en række indrykninger under titlen “Hvis du ikke havde online, hvordan ville du så deltage i verden?”. Den mest populære aktivitet på Internettet er sociale netværk og mail, den mest populære på mobilen er sms. Aviser, radio og tv sælger kontakt. Mellem annoncører og forbrugere. De nye medier har redefineret kontakt. Essensen er ikke længere eksponering, aftastning og handling. I den gamle form var den eneste form for medbestemmelse vores fjernbetjening. Den nye form er opdagelse, interaktion og fælles-skabelse. Dermed har vores medier gjort to store spring. De er blevet platformløse. Om du tilgår Internettet fra en mobil, en computer (eller i fremtiden) fra dit køleskab eller badevægt, er ikke vigtigt. Ingen kan sige “Hvis du ikke havde Internettet, hvor ville du så stille din badevægt?” og det er også ligegyldigt, for geografien er mildest talt ikke en naturlig sammenbindingskraft. Den anden store forandring er at medier ikke udsendes centralt og modtages decentralt, men faciliterer en individuel oplevelse, der skabes mellem medie og bruger i hvert enkelt tilfælde.
Men selve brugersituationen og målet med medieforbruget er ikke anderledes end den var da min far lyttede til The Great 208 under dynen på mellembølge. Eller da hans far sad og læste avis på toilettet for at få en halv times ro fra ungerne. Det er stadig fællesskabet og verden vi søger – vi forventer bare at kunne tage aktiv del i den. Dermed er den essentielle forskel, at hvor de gamle medier rapporterede verden skaber de nye medier den.
