New Deal

Dit billede på Dankortet – eller hvorfor den iranske præsident blogger.

Sally ringer til mig. ”Vil du ikke skrive om magt og medier i 2017 i den næste medlemsrapport?”. Og jeg tænker Sally har magten. Hun holder adgangsnøglen til at kunne skrive en tekst til en attråværdig publikation, som jeg vil elske at blive publiceret i. Og jeg holder magten, for jeg får lov at kloge mig om magt og dermed få indflydelse på læsernes tanker om magt. Men dybest set holder læseren magten i sin øjenhule – for hvis ingen læser, eller beslutter sig for at det er løgn og latin mens de læser, så har jeg kun afmagt tilbage. Og derfor slår tanken mig: Hvem er det egentlig der har magten?

Siden en møntreform i 1075 har magtens symbol i Danmark været billedet på vores penge. Den hvis ansigtstræk var præget på mønterne havde magten – og når man overtog magten handlede det om at skifte prægningen ud med sine egne træk. Det handlede om prægning. Om at vise hvem der bestemte, hvem der kunne udstede de midler der regulerede al værdi i en region. At vedholdende præge befolkningen med magtens billede gennem prægningen på mønterne.

”Ligegyldigt hvordan du definerer magt, vil der stå sådan en som mig og udfordre den definition. Derfor ville jeg aldrig vælge at skrive om magt, men skrive en specialiseret deldefinition indenfor begrebet magt”, siger min veninde, der er uddannet Etnolog, da jeg spørger hende om hendes syn på magt.

Magt kan altså defineres på uendelige måder. Også som følelser: overmagt, afmagt, almægtighed eller bare evnen til at føle eller øve indflydelse. På sit eget liv, på andres og på helheden. Og hvem har så magten om ti år? Well, det har den hvis træk er præget på de midler vi samler og regulerer værdifællesskaberne om og med.

Og derfor blogger den Iranske præsident. Han har lugtet lunten. Kina kan overtale Google til at hjælpe med at lukke Internettets grænser, ligeså hårdt som de geografiske grænser. Men Kina kan ikke overtale kineserne, som finder andre veje til at få og udgive den frie information. Historisk slår Iran ligeså hårdt ned på indlandske bloggere, der taler styret midt imod, som Kina gør. Men pludselig blogger den iranske præsident. Han blåstempler det medie, som hans styre forfølger og forsøger at undertrykke. Han bruger det som del af sin samlede kommunikation. Med lange, snirklede sætninger hilser han hele verden glædelig jul, med respekt for profeter og tro. Med krøllede sentenser præger han sit billede, i det værdifællesskab, der findes i blogosfæren.

Jeg drikker en kop kaffe med en ven på en café. ”En krone lånt er en krone tjent”, griner han – mens han forklarer om sin svoger, der står for citatet. Og det er ikke helt løgn at de fleste af os har en ganske velvoksen evne til at udøve magt på markedet, for penge er i store træk ikke noget problem. Og derfor er magten pænt fordelt mellem os allesammen, som den dag i dag selv har valgt det billede, der præger vores Dankort. Og dermed viser hvem der bestemmer.

Vi kan udgive, læse, dele – og sammen kan vi rasere gamle markeder, der virkede uindtagelige som middelalderborge med vindebro og voldgrav. Eksemplerne er mange. Før betalte man ikke under kr. 700,- for et arkivfoto, taget af en fotograf, hvis man skulle bruge det til en tryksag. I dag samler amatørfotografer sig i fællesskaber som Istockphoto.com og tilbyder arkivbilleder til €1. På en regnfuld nat blev tæppet rykket væk under de professionelle fotografer, på et marked de havde opbygget en moralsk og selvfølt eneret til over årtier. Væk var det – borte havde ikke taget det. Det havde et fællesskab.

Ankermanden Dan Rather, med 7 millioner daglige seere, blev væltet af en weblog med 60.000 daglige læsere. Gennem årtier havde han etableret sig som en af de mest centrale og troværdige figurer i de amerikanske medier. Da en mand genskabte et dokument og udgav det på sin weblog var karrieren væk. Al den opsparede goodwill var vendt til et spark bagi og et farvel til netværks-tv.

”Magten er ligeligt fordelt mellem mig og Coca-Cola”, siger min gamle kollega, da vi taler om magt i telefonen. ”Jeg kan jo lade være med at drikke det men vælger at gøre det. Og det ved begge parter”. Vi lægger på og jeg tænker på pladeselskaberne, der stod med det ene ben i graven og det andet hos advokaterne indtil det gik op for dem at de måtte være tilstede, hvor køberne havde flyttet hen – nemlig med et tilbud om downloadbar musik på nettet, og ikke som fysiske plastikskiver i en butik. På et halvt år gik en profitabel branche fra at være på toppen til at være truet på sit inderste brød, da værdikæden bevægede sig fra at være distributionsfokuseret til at være båret af indhold.

Ethvert band kan udgive selv og blive stjerner. Uden at komme i nærheden af et pladeselskab. Uden at behøve et pladeselskab, med mindre de reelt tilbyder en værdi bandet ikke kan skabe selv.

Så hvem har magten i 2017? Hvis historien fortsætter ud af det spor den skriver nu, så er magten hos de der tilfører en unik og ønsket værdi. Ikke ved at regulere, men ved ydmygt at fungere som muliggører for dem med magten.

Nemlig dem hvis billede præger Dankortet nu. Dig og mig.