Dit brand er mit brand
Dit brand? Det deles vi om! Sådan er en af opfattelserne i den nye markedsføringsorden. Hvis jeg får lyst til at bruge dit prodkt i en ny sammenhæng eller dele min begejstring for dit produkt, så skal det kunne lade sig gøre uden at høre fra dine advokater.
Da Bud Light-radiokampagnen “Real men Of Genius” startede i 2000 (dengang under navnet “Real American Heroes”) elskede amerikanerne den så meget at den hurtigt fandt vej til nettet. Flere af kampagnens fans uploadede radiospotsne til nettet, så andre kunne nyde den fulde serie af 1 minuts radiospots. Specielt et site, der ikke findes længere, servicerede 60.000 afspilninger pr. dag – af Bud Lights kampagne. Uden den mindste økonomiske interesse i Bud Light, kun en stor glæde over spotsne. Men det og mange andre sites blev effektivt efterfulgt og lukket af Bud, som på den måde pludselig ikke fremstod helt så sjove, som deres kampagne antydede.
I dag lader det til at Bud er mere fleksible – de har udgivet kampagnen på cd og de tillader – ser det da ud til – at der findes sites, som hoster deres kampagne. Og det er nok meget fornuftigt, specielt set i lyset af hvilken kæmpe gratis arbejdskraft, spredning og glæde over kampagnen, de fik vendt til internet-had fra de mennesker, der blot ønskede at være med til at hylde produkt og markedsføring.
Noget klogere spillede Coca Cola deres kort da nettet begyndte at blive fyldt med videoer af den fysiske reaktion på at blande Mentos-pastiller og Coca Cola Light. I dag er de endda sponsorer for den hollandske duo EepyBird, som med deres projekt #137 løftede denne specielle kunstform til helt nye højder. EepyBird er flyttet videre til eksperimenter med Sticky Notes, men Coke er fulgt med som sponsor.
Konsekvensen af demokratiseringen af stort set alt omkring os slår altså også igennem når det gælder reklame og markedsføring. Derfor er dine mest trofaste fans lige blevet en del af din reklameformidling. Er du klar til det – og kan du holde advokaterne i kort nok snor til ikke at få den negative effekt af et forbud?